Om mig

Tue Kjær | Personlig Coach & Business Coach

Jeg har arbejdet med personlig udvikling i mere end 20 år

Og jeg ser det som en fornøjelse og et stort privilegium, at jeg har kunnet gøre det i så mange forskellige sammenhænge.

I dag arbejder jeg på fuld tid som coach, psykoterapeut MPF, foredragsholder og underviser. Men det har jeg ikke altid gjort.

Min rejse startede i Forsvaret med en officersuddannelse. Den brugte jeg blandt andet til at arbejde med pædagogik, personlig udvikling og udvikling af ledere i mere end 10 år. Mit næste projekt blev uddannelsen til pilot og flyveinstruktør, og herefter var jeg med til at uddanne andre piloter og flyvelærere.

DET ER ALTID LYSTEN, DER DRIVER MIG

Arbejdet med mennesker vækker en dyb motivation inden i mig. Det inspirerer mig og fylder mig med energi. Der opstår så meget spændende i samspillet mellem mennesker – her kan vi finde styrke. Min indgangsvinkel til alt, hvad jeg foretager mig, er menneskelige relationer. Dine værdier og ressourcer. For mig er det de vigtigste værktøjer til menneskelig udvikling.

Derfor faldt det mig også helt naturligt at tage en coachuddannelse, ligesom jeg har taget uddannelsen til psykoterapeut inden for emotionsfokuseret terapi på EFT-Instituttet i København. Hvis du er nysgerrig på min tilgang til terapi, så besøg mig endelig på www.tuekjaer-terapi.dk. Jeg har fulgt mange efteruddannelser og kurser, der hører til mine to seneste uddannelser. Og hver gang der kommer nye kurser, følger jeg selvfølgelig også med.

Ved siden af mit professionelle arbejde med mennesker er jeg også meget engageret i erhvervslivet.

HVAD FÅR DU UD AF AT ARBEJDE MED SÅDAN EN SOM MIG?

Du får adgang til en unik kombination af viden og erfaring. En særlig måde at gøre tingene på. Du får hjælp og støtte på din vej af et varmt og entusiastisk menneske, som har siddet med under mange positive og forløsende udviklingsforløb. Og jeg vil trække på alle mine værktøjer – både de menneskelige og de faglige – for at udvikle dine.

Jeg brænder for at lære dig og din virkelighed at kende. Og for at hjælpe dig lige derhen hvor du gerne vil.

TAG BESLUTNINGEN, OG GØR NOGET FOR DIG SELV

Det er lettere sagt end gjort, det ved jeg godt. Men tænk et øjeblik på din drøm. Forestil dig dit mål. Og prøv så at mærke, hvor enormt ærgerligt det føles ikke at gøre noget ved det …

Jeg kan ikke finde noget argument for, at du skulle holde dig tilbage, men det er op til dig selv at tage beslutningen om faktisk at gøre noget. Der er nogle ting, du ikke kan ændre, men der så mange andre, du kan forme, som du har lyst. Du har ansvaret for at indrette dit liv, som du ønsker, at det skal se ud. Du har ansvaret for din egen lykke.

Jeg er klar over, at det lyder som en stor mundfuld, men lad dig ikke stoppe af det. Der er nemlig ikke noget krav om, at du skal gennemgå processen alene. Du må bede om al den støtte, du har brug for. Og det er lige her, jeg gerne vil gøre dig selskab. Specielt hvis du ser begrænsninger i stedet for muligheder, eller hvis du bare ikke kan få ordene omsat til handling. Lige meget hvem du er, rummer du masser af potentiale, og dit liv et utal af muligheder.

Jeg kan hjælpe dig med at få øje på dem.

HEJ, JEG HEDDER TUE

Jeg har selv prøvet lidt af hvert i mit liv. Været bange for meget, men gjort det meste alligevel. Nogle gange med succes, og andre gange uden. Men fejl lærer man også af, og jeg vil have det bedste ud af livet.

Jeg forsøger også selv at leve mit eget liv efter den forskrift, jeg lige har givet dig. Det er den, der har ført mig igennem mine talrige uddannelser og udlandsophold. Den, der har givet mig energi til at starte flere virksomheder og holde kurser og foredrag for interesserede. Og det er den, der driver mig til at arbejde så engageret med motivation af mennesker. Præcis det, jeg gerne vil.

Til slut kan jeg fortælle, at jeg er født i ’73, gift og far til to børn, det ene fra 2014 og det andet fra 2017.